Søg
  • Anette Klakk Egebæk

Vrede

Vrede er en grundfølelse.

Vrede handler om at der er noget vi har brug for, men ikke kan få.

Vrede er et signal om, at dine grænser er overtrådt. Vrede er en følelse i dig- og en reaktion på denne overtrædelse.

Under aggressionen er der altid en sårbarhed. Men vreden kan skjule sårbarheden.

Når vreden tilbageholdes ender den ofte som en eksplosion.

Vi har brug for at kunne udtrykke vreden elskværdigt.

Vreden kan sætte sig i kroppen som smerter og træthed.


Det er ikke at gå rundt og spy ild ud af munden der er vigtigt. Det er forholdet til vreden der er vigtigt. Ikke så meget at være det. Men forholdet til den. Forholdet skal være godt og tilgængeligt. At opnå dette forhold til vrede er som at lære at cykle: svært i begyndelsen, men så bliver det lettere og til sidst noget man gør uden at give det videre tanke. Men det er svært… ligesom første gang man skal lære at cykle.

At få et godt forhold til vreden (og andre følelser) kræver adgang til det, hvilket kræver at vi arbejder med vores forsvar. Målet med vreden er at fjerne forhindringen for at få det man har brug for. Hvad er det der forhindrer os i at gøre det der er rigtigt for os? F.eks. at vise vrede når vi mærker den.

Vreden der ikke er mærket og erkendt sætter sig på livsenergien og vi føler os trætte.

Der er så meget energi i vrede og aggression – som bliver undertrykt når vi gennem livet aflærer at være vrede når vi er det, men derimod skal vær søde og passe ind.

Vrede i hverdags- og samfundsmæssige sammenhæng.

Vreden er en selvfølgelig del af menneskelivet, og vi har alle oplevet det vores egen krop, og kan genkalde os situationer, hvor noget løb af med os på den ene eller anden måde. Vi kender til stakåndetheden, de blussende kinder, impulsen til at slå ud, forurettet heden, fornærmelsen osv.


I den pædagogiske sektor, hvor jeg befinder mig på arbejdsmarkedet – og som forældre til mine børn og børnebørn, tales der om uro. Der er urolige elever, der er uro i den pædagogiske situation – om den kommer til udtryk i klasseværelset eller ej. Hvad ville der ske hvis vi så på uroen som vrede? og lod den komme til udtryk og undersøge hvad vreden skyldtes? I stedet for at kalde det alle mulige diagnoser? – der er den direkte vej til specialundervisning.


Måske findes der simplere midler, end den inkluderende pædagogik og rummelighed som den politiske diskurs for tiden kalder på.

Den sociale diskurs, med den politiske diskurs som hegemonisk (overherredømme), ser fænomenet uro/vrede som en systemfejl, der handler om at nogen er uretfærdige i deres proklamation (gøren opmærksom) af uretfærdigheder. Tilkald pædagogikken !! lyder det så.

Tilkaldepædagogikken handler ofte om dialog og kommunikation, og dermed kan problemerne/ uroen/ vreden reduceres til at vi ikke taler ordentlig til hinanden. Tesen bliver at konflikten nok kunne undgås, bare vi kan dialogen. Altså at samtale terapi og dialog er velsignelsen eller løsningen og opretholdelsen af god ro og orden. Og vi vil alle gerne konsensus.


Men på en måde respekterer dialogen ikke konflikten / uroen/ vreden, når fordommen er at konflikter kan løsesog ikke behøver at blive levet.

Det er hjælpsomt at se vreden som et socialt fænomen snarere end en psykologisk problematik. Altså at problemets inkarnering i en individuel problemstilling er utilstrækkelig, og vi må også se på det i et udvidet perspektiv, hvor det er samtiden, der skal diagnosticeres.


Måske er barnet/ den unge/ kollegaen/ den fremmede bare VRED!

Og skulle der nu være noget i vejen med det?

Udover at være vred kan man være sur, få luft for sin vrede, som er en anklage – mod nogen.


Ofte vil man blot være vred. Ønsker måske slet ikke svar på tiltale.

Blot have lov til at markere overskridelserne, og ondsindet markere, at det faktisk ikke er andre forundt at tilbyde satisfaktion, ” jeg vil have lov til at være vred”! På samme måde som vreden griber en, må den bare komme til udtryk. Til stede er den jo. Vi kan påkalde den, vi kan give los for den . Men det er vreden selv der bestemmer.

Der findes uacceptabel vrede, men der findes også acceptabel vrede. Her tænker jeg på indignationen, som optræder når nogen (i familien eller samfundet) har opført sig ligegyldigt uden tilstrækkelig ærbødighed, og dermed afstedkommet et værdighedstab.

Det er her det sociale engagement findes, hvad enten der sigtes til hverdagens fortrædeligheder eller strukturelle voldsformer mellem socialgrupper, køn, aldersgrupper eller fordeling af fødevarer og andre livschancer- det være sig lokalt eller globalt. Man kan være indigneret over at blive behandlet dårligt af andre og over måden andre bliver behandlet på.


Når vi møder indifferencen er den altid krænkende for forholdet til os selv, og vreden er legitim og passende, fordi vi er forulempede og forurettede.

(Indignationen har gennem tiden fået forfattere og filmskabere til at skabe mesterværker som ” Vredens druer ”( John Steinbeck) ” Bænken ” ( Susanne Bier), ” Drømmen ” ( Niels Arden Oplev) ” Submarino”( Thomas Vinterberg) ” Falling Down ”( Joels Schumacher), der viser den retfærdige kamp mod myndigheder, korruption og uretfærdighed i al almindelighed og understreger at vreden ikke kun er et personligt anliggende , men derimod en social indignation)


Forulempelsen og forurettetheden fratager ikke den enkelte skyldigheden, men påpeger at det er et mønster i samtiden, at man skal styre sig og vredeshåndtere, hvilket står i modsætning til at vi ikke er herre over vores egen vrede, at vi ikke er subjekter for vores egen vrede, men i høj grad objekter og vreden opstår og skal LEVES i relationen. Vi har del i skylden, men har den ikke alene. Når vi bliver stillet til ansvar for at være ene- skyldige, bliver vi afmægtige og endnu mere vrede. Vrede avler vrede af den simple grund at vi ikke er herre over den. Vi er i en slags vredesspiral.

Pudsigt nok er det mere acceptabelt i samfundet at være angst end vred!

Hvordan brydes denne spiral? På familieplan? På samfundsplan? Og globalt?

Jeg er ikke politiker eller samfundsomvælter. Men når jeg bliver indigneret bliver jeg engageret. I mig. I samfundet. I verden.

Jeg har den ambition som menneske og terapeut at være en del af at udbrede menneskesynet, der siger at: ”menneskehedens fremtid afhænger af den globale udvidelse af princippet om stedfortrædelse og solidaritet (I sin urform generationsskiftet)

Vi kan lære at fremme dette i de små fællesskaber som parforhold og familie, såvel som i det menneskelige samfund som helhed, idet vi drager de politiske konsekvenser af det.

Derfor finder jeg det meningsfuldt som samfundsborger, individ og terapeut at bidrage til at vægte relationer – så flest mulige har det bedst muligt i de relationer og fællesskaber de indgår i . Jeg ser relationer som historiske opbygninger. Et objektforhold med en rækker interaktioner. Når vi involverer os i andre ( i terapi og andre forhold) gør vi os afhængige og får brug for vores afhængighedsbehovskompetencer.

På mit arbejde i den offentlige sektor med udsatte børn, unge og deres forældre er hovedparten af de borgere jeg møder vrede og indignerede. Det er vigtigt for mig at lære børn, unge og deres forældre at mærke sig og give udtryk for vreden og acceptere vreden som et sundt udtryk for indifference eller anden nedladende behandling. Lære dem at værevrede og få et sundt forhold til deres vrede. Hilse den velkommen. Betragte vreden som en ven frem for fjende.

Vi vægter relationen. At give dem relations kompetencer og holde dem i hånden mens de forhåbentlig bevæger sig fra afmagt og lydighed til at være sig og ansvarlige.

I samvær og samtaler og gruppeforløb er vores vigtigste håndværk at SE det enkelte barn på dets egne præmisser og afstemme vores adfærd herefter uden at fralægge os lederskabet, samt evnen til at være autentisk i kontakten. Og den pædagogiske etik er at vi påtager os det fulde ansvar for relationens kvalitet, ligesom vi med skiftende held underviser forældrene i dette ansvar.

Vreden er iblandt os og den tager til i takt med uroen, og alder sig ikke fornægte. Så hvad stiller vi op med den? Den er ikke et psykologisk problem, men den kan være et socialt problem som nødvendigvis må håndteres. I hverdagen og i pædagogikken må vi lære at omgås vreden. Kunsten at forskyde den – ikke benægte den. Den må nødvendigvis ageres– og italesættes. Det lille er besindelsens rum.

Raseriet holdes stangen ved at give vreden plads. Og vreden er kommet for at blive.




1 visning0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Mor er den bedste i verden… eller er hun?

Tilknytning til vores mor er så essentiel og afgørende for vores trivsel og udvikling. De fleste af os fortsætter livet ud med at hige efter det vi ikke fik ( nok af) fra hende. Er der stadig noget,